Midt i skrig, skrål, forbandelser og hjerteskærende kærlighedserklæringer fra Bine, glemte vi alt det, alle andre snakkede om og lukkede os inde i en bobbel.
Jorden gik ikke under den dag...Den blev blot et bedre sted at være, fordi bassemanden kom til verden og fordi os der bevidnede hans ankomst, for altid ville dele en historie som var smuk, komisk og typisk når Bine, var med i den.
Vi var tre til at tage imod ham. Fire, med jordmoderen, Maude. Og alt gik sin fine gang, som Maude gentog i flere forskellige tonearter.
Magnus og jeg var stumme det øjeblik hvor alt kulminerede.
Stumme af udmattelse, lykke, forbavselse og som rosinen i pølseenden. Stumme over, at det barn som havde gjort sin entré, på ingen måde kunne være i familie med Magnus.
Stilheden som sænkede sig over fødestuen var en sjov størrelse af betragte. Magnus og jeg var totalt synkrone. Vi forstod og respekterede, at Bine skulle nyde dette øjeblik og selv finde frem til den konklusion, vi for længst havde stykket sammen.
Gennem lykketårer og svedperler, kyssede vi og roste vi, alle hinanden. Derefter blev sandheden afsløret.
Maude: Det er godt nok en skøn lille dreng I har fået. Han har måske arvet sit mørke udseende efter et andet familiemedlem.....
Det var et uskyldigt, lidt akavet spørgsmål.
Hvad fanden mener du med det, snerrede Bine og så blev hun stille. Bassemanden var faldet i søvn, Maude listede ud af døren og Bine opdagede, at hendes nyfødte søn var mulat.
Det ændrede ingenting, andet end det hele.
